Sauteret savoykål med bacon + mini kyllingedeller med krydderurter

bagels-3Jeg har brugt de sidste 3 timer på at male fuger! Ja, du læste rigtigt; flisefuger - som skal males med en mini-pensel for ikke at ramme de mørkegrå fliser, som på ingen måde er overbærende overfor hvid maling. Det er en underdrivelse, når jeg siger at der da vist er sluppet en grimt ord eller to ud mellem mine sideben - jeg har bandet som en anden havnearbejder, for ja det hjælper nemlig på det hele ;)

Og så kan jeg nu, med meget pæne ord sige, at køkkenet er 95% færdigt! Der er lige et lampe-projekt, som skal færdiggøres og en bordliste jeg skal have brokket mig over til den kære køkkenmand - men så er vi der også. Endelig!

Jeg tog lidt forskud på glæderne forleden, for efter den sidste sjat maling var tør på nyophængt tapet, så indviede jeg køkkenet med stegeos af bedste slags. Frikadeller. Uh, det er en sag, som kan kvæle enhver emhætte og kravle ind i maling og tapet. Nåhr jaja, der var også bacon involveret. Og sautering, kogning og fedteri. Når køkkenet skal indvies, så skal det gøres med stil, ikke ;)

Og hvor var det rart med et hjemmekogt måltid i et færdigt køkken, man kunne bruge fuldt ud. De 3 månederstid med halv køkkenkraft har godt nok været en udfordring for min kokkeringslyst, som har været lige knap ikke-eksisterende. Heldigvis er den vist ved at komme snigende tilbage, som en tyv om natten.

[yellowbox]BONUS: Kom opskriften på din madplan - hent gratis den ultimative madplan, som frisker ethvert køleskab op [/yellowbox]

Maden. De danske kål skyller praktisk talt ind over landet i den her tid. Og da de lækre grønne savoykål lå og struttede noget så pænt, så måtte et af dem med mig hjem. Det er lidt et sjovt kål og hvad jeg har hørt i krogene,  så er det ved at blive det nye hippe nordiske kål. Så skal du være med på noderne, så er det ham her du skal have fat i.

Jeg synes kålet er lidt stridt i salater, hvis det ikke får en god omgang dressing - men det er perfekt tilberedt, da de holder sig pænt og får en skøn smag. Jeg har før lavet dolmere i savoykål - formidabel ret, prøv den. Men da det stadig er bare en smule sommer, så hopper vi på en salat. Og frikadellerne/kødbollerne (kald dem hvad du vil) ved siden af. Let og lækker nordisk sensommermad, som er den blide optakt til efteråret :)

Psst...jeg brugte resterne af kålsalaten til fyld i en tærte med rugmelsbund. Bare et tip, hvis du også får rester og ikke vil udsætte hele kantinen for lugten af kål på madpakken...

 

bagels-5

Sauteret savoykål med bacon + kyllingedeller med krydderurter

Print Pin
Forb. tid30 minutter
Samlet tid30 minutter
Antal: 4 pers

Ingredienser

Sauteret savoykål med bacon

  • ½ stort savoykål, eller 1 lille hoved
  • 150 g bacontern
  • 2 tsk frisk timian
  • 50 g valnødder
  • 2 spsk æbleeddike
  • Salt/peber

Kyllingedeller med krydderurter

  • 500 g hakket kylling
  • 1 finthakket forårsløg
  • 1 æg
  • ½ dl mælk
  • ½ dl rasp
  • 1 spsk sennep
  • 1 håndfuld friskhakkede krydderurter, her persille og timian
  • Salt/peber
  • Evt. ½ dl rasp + 2 spsk parmesan til panering

Sådan gør du

Sauteret savoykål

  • Snit kålen fint.
  • Blancher den i letsaltet vand i ca. 2 minutter.
  • Dræn kålen i et dørslag - skyl med iskoldt vand, så den bevarer sin sprødhed.
  • Steg baconen sprød og læg den på fedtsugende papir.
  • Kom 1 spsk olie på en pande, tilsæt kål og timian og svits det hele godt nogle minutter - kålen skal bare lige tage farve.
  • Tilsæt bacon, valnødder, æbleeddike, salt og peber og svits 1 minut. Smag til.
  • Server straks.

Kyllingedeller

  • Rør alle ingredienserne samme frikadellerne. Farsen skal være blød men stadig fast.
  • Fugt hænderne lidt med vand og rul små frikadeller/kødboller.
  • Sæt dem på en plade med bagepapir og kom dem i køleskabet min. 30 minutter.
  • Bland rasp, parmesan, salt og peber sammen.
  • Rul kødbollerne/frikadellerne i rapsen.
  • Varm en pande med olie op (eller brug baconpanden med fedt!)
  • Kom frikadellerne på panden og steg dem gyldne på alle sider.
  • Skru ned til jævn varme og steg dem færdig.
  • Server med savoykålet.

Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.


nordisk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 kommentarer

  1. Det ser virkelig lækkert ud - det må jeg helt sikkert prøve at lave herhjemme :)
    Jeg synes også tærten lyder lækker - måske du kunne lægge en opskrift op? Jeg søger stadig efter en god grov tærtebund som ikke bare smuldre når man kigger på den :)

    1. Loui&bearnaisen siger:

      Det er en skøn ret :)
      Jeg har netop lagt tærten op idag, så kig forbi den :)

  2. Med bacon er det nok noget familien vil sætte pris på;-)

    Kh.
    Anne-Marie

    1. Loui&bearnaisen siger:

      Bacon får alle grøntsager til at glide lidt nemmere ned ;)

  3. A+K/VenterPaaVin siger:

    Pudsigt, netop kyllingefrikadeller og kålsalat var min madpakkemenu i sidste uge (laver altid til en par dage). Det er bare en af de bedste hverdagsretter jeg ved. Dog var min uden bacon, det lyder ellers lækkert.

    - Anne

    1. Loui&bearnaisen siger:

      Det er altså også bare et hit og lige sæson :) Orrh, baconen er vigtig ;)