Gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozarella

Nem og lækker aftensmad med gnocchi på 30 minutter. Bagt gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozzarella er en familie favorit. Find opskrift på gnocchi her.

Gnocchi opskrift - gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozarella
Jump to:

Man kunne kaste sig ud i at lave en omgang gnocchi selv.

Det gjorde jeg ikke.

For sådan en tirsdag aften kl. 17.04. - Well, der gemmer de fleste af os nok det projekt til weekenden (aka. hyggelig ide .. i tankerne).

Så.

Hiv de pre-made gnocchi ned fra hylden.

Jojo, de hjemmelavede er bedre, men saucet ind i tomat, krydderier og smeltet ost, så dur de hurtige gnocchi'er.

Lad os lige gentage:

Gnocchi saucet ind i krydret oksekød og tomatsauce, toppet med ost. Kastet i ovnen og bagt, så der både er bløde gnocchi og dem i toppen med bid, boblende sauce og smeltet ost i stride strømme.

Hiv det helt store flute frem.

Overvej en omgang grøn salat.

Dyk ned.

Det er ren efterårskræs, det her. Og det bedste; lynhurtig aftensmad, som klarer sig selv.

Næsten da.

  • Du skal lige have fat i løgget, med den umulige hinde, som gemmer sig drilsk under første lag løg og nægter at komme af. 
  • Glasset med tomatsauce, som bare ikke kan åbnes. Heller ikke selvom du både har bøjet en ske og skåret dig selv i fingren med køkkenkniven  i forsøget.
  • Krydderi-dåser med hermetisk plast-lukninger, der kræver en knækket negl af få af. 
  • Og en mozzarellaost, du får åbnet lidt for ivrigt, så ostevandet skvupler ud over køkkenbordet.

Men altså.

Ellers er det nemt ;-)

Gnocchi opskrift - gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozarella

Hvad er gnocchi?

Gnocchi er en italiensk sag, en pasta lavet på kartoffelmos. Eller det er lidt lyv, for den kan laves på et utal af måder; hvedemel, majsmel, brød og fyldes med krydderurter, grønt og det, som gemmer sig i de italienske køkkener.

Men sådan helt klassisk så er vi oftest ude i en kartoffelbase, som spædes op med hvedemel og en anelse æg.

Og yes, selvom de er luftige, så mætter de heftigt! Det er ren italiensk comfort-food, når det er bedst.

Læs også: Gnocchi med alfredosauce, bacon og ærter

Spørgsmål til gnocchi opskrift

Kan jeg bruge almindelig hakkede tomater på dåse?

Jep, men giv dem gerne en kort tur med blenderen, så du undgår de største tomatstykker. Og har du fået fingre i en lidt syrlig dåse, så tilsæt 1 spsk sukker til saucen.

Frisk mozzarella kan vel udskiftes med revet ost?

Ja da. Men vent med at drysse den på til de sidste 5-7 minutter i ovnen.

Kan jeg ersattes gnocchi i opskriften med andet alternativ?

Frem med pastaen, tilsæt 1-2 dl vand til tomatsaucen og kom pastaen i. Ind i ovnen i 25 minutter og der er bagt pasta-pande med fuld smæk på smagen.

Wauw, der er mange krydderier i?

es, de gør hele forskellen, så tøm krydderihylden. Et fif: Har dit supermarked "italiensk krydderi-mix", så dur den ret godt, som erstatning. Brug 1-2 spsk af den.

Sådan tilbereder du gnocchi

Hold øje første gang du laver retten her - det kan være meget forskelligt, hvor meget væske forskellige udgaver af gnocchi, så tilsæt 1 dl vand eller 1 dl tomatsauce mere, hvis det ser ud til at dine gnocchier suger en del til sig undervejs.


Vegetarisk udgave af opskrift

Kan opskriften laves vegetarisk? Sagtens, se bare her:

  • Tilsæt plantefars i stedet for oksekød og følg samme fremgangsmåde
  • Eller kom svampe i, de er også ret gode til at sauce til sig af smagene.
  • Krudt op for grøntsagerne. Gulerødder og squash i små tern, samt spinat.
Gnocchi opskrift - gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozarella

Bagt gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozzarella

Nem og lækker aftensmad med gnocchi på 30 minutter. Bagt gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozzarella er en familie favorit.
Print Pin
Forb. tid10 minutter
Tilb. tid25 minutter
Antal: 6 pers.

Ingredienser

  • 2 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 2 spsk olie
  • 250 g hakket oksekød
  • 2 tsk tomatpure
  • 1 tsk tørret basilikum
  • 2 tsk tørret oregano
  • 1 tsk tørret timian
  • 2 tsk paprika
  • ½-1 tsk chiliflager
  • 1 tsk fennikelfrø, valgfri
  • Salt/peber
  • 600 g tomatpassata, eller tomatsauce
  • 1 tsk sukker
  • 750 g gnocchi
  • 1 kugle frisk mozzarella
  • Frisk basilikum

Sådan gør du

  • Skær løg i tern og hak hvidløg fint.
  • Kom olie på en stor pande og svits løg og hvidløg i 1 minut.
  • Tilsæt hakket oksekød og brun kødet af, 2-3 minutter.
  • Tilsæt tomatpure og alle krydderierne. Svits det hele i 1 minut.
  • Tilsæt tomatsauce, sukker og gnocchi og vend det hele godt sammen.
  • Skær mozzarella osten i skiver og fordel den på toppen.
  • Kom panden i ovnen og bag ved 200 grader i ca. 25 minutter - til tomatsaucen bobler og gnocchierne er møre.
  • OBS! Hold øje første gang du laver retten her - det kan være meget forskelligt, hvor meget væske forskellige gnocchier suger, så tilsæt 1 dl vand eller 1 dl tomatsauce mere, hvis det ser ud til at dine gnocchier suger en del til sig undervejs.
  • Drys med frisk basilikum og server med brød og en grøn salat.

Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.
Gnocchi opskrift - gnocchi med oksekød, tomatsauce og mozarella

Madfotografering og foodstyling

Billederne er fotograferet med Canon EOS 5D Mark IV på Manfrotto tripod, fotograferet i raw og efterbehandlet i Adobe Lightroom.

Se mere: Video: 4 genveje til bedre madbilleder

Billede gnocchi: 

  • Objektiv: Canon EF 50 mm f/1.8
  • Indstillinger: ISO: 200 | Lukketid: 1/30 sec. | Blænde: f/6.3
  • Lys: Naturligt lys i vestvendt vindue kl. 13.00, diffuser foran det vindue og grå plade på venstre side.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

12 kommentarer

  1. Jeg laver dem med friske fnocchi som jeg koger i 2 minutter inden de bruges i retten. Er det 200 grader ved varmluft eller almindelig ovnvarme?

    1. Loui&bearnaisen siger:

      Hej Charlotte

      Du behøver ikke koge dine gnocchis, du kan blot komme dem direkte i retten.
      Jeg har brugt alm. ovn, men du kan godt skrue ned til 175 grader og bruge varmluft. Har du en ovn, så bager meget hårdt på varmluft, så kom evt. lidt sølvpapir over retten.

      Mange hilsner
      Louise

  2. Anja Mulberg siger:

    Helt vildt lækkert. Ny yndlingsret 😊

    1. louiogbearnaisen siger:

      Dejligt at høre :-)

      God weekend!

  3. Hej Louise.

    Har du prøvet at stege de friske gnocchier i halv smør og olie, sammen med friske krydderurter, til de godt brune. De bliver helt sprøde og smager fantastisk.

    Hilsen
    Mette

    1. Louiogbearnaisen siger:

      Hej Mette,

      Nej, det har jeg ikke, men tak for tippet - det må prøves af næste gang jeg laver gnocchier :-)

      Hav en forrygende dag!

    2. Elin Mogensen siger:

      HVIS man nu laver sine gnocchi selv for at få dem glutenfrie (ikke for at spille smart!), skal de så forkoges?
      Har fået retten serveret og det smager SÅ skønt!

    3. Louiogbearnaisen siger:

      Hej Elin,

      Så dejligt at høre, at retten smager dig 🙂

      Ang. de glutenfrie gnocchi, så kommer du dem bare i retten og bager det hele sammen som beskrevet i opskriften 🙂

      Hav en dejlig dag!

  4. Kan jeg bruge friske gnocchi til opskriften eller bliver de for udvandede?

    1. Louiogbearnaisen siger:

      Hej Signe,

      Jeg har ikke selv prøvet det, så der må jeg desværre blive dig svar skyldig.

      Men prøv det ad og lad os høre om resultatet :- )

  5. Det ser virkelig godt ud! Må man spørge, hvor du har købt gnocchierne? Synes kun jeg er blevet skuffet, når jeg har købt dem.
    Vh. Katrine

    1. Louiogbearnaisen siger:

      Hej Katrine

      Jeg har købt dem her på Nemlig. Hvad mærke det var, kan jeg simpelthen ikke huske, men det var ikke dem i en "fast pakke", men i stedet en løs pose. Og så har jeg lavet en test-portion med en pakke De Cecco fra Coop.

      Prøv dig frem og bon appetit 😀