Rør gæren ud i vandet. Tilsæt salt, olie og durummel.
Kom hvedemelet i lidt efter lidt, mens dejen æltes sammen.
Dejen æltes til den er smidig og glat - det tager ca. 8 min.
Smør skålen med olie og kom dejen i. Dæk til med madfilm og lad den hæve ca. 3 timer.
Kom olie i en lille gryde. Svits hvidløg og løg ved jævn varme - de må ikke tage farve.
Når løgene er klare tilsættes hakkede tomater, balsamico, sukker, salt og peber. Lad det hele simre 15 min.
Det må ikke koge!
Tilsæt frisk oregano og smag saucen til.
Tag den af varmen og blend det glat med en stavblender.
Tænd ovnen på 275 grader. Hvis du har en bagesten, så kom den ind nu.
Varm en pande op med lidt olie. Kom champignon skiverne på og svits dem til de har fået farve.
De skal være bløde, men stadig have bid. Tag dem af varmen, hæld vandet fra og krydr med salt og peber.
Del dejen i 5 kugler. På en MEGET meldrysset bord rulles hver kugle ud til en cirkel. De skal være ca. 3 mm i tykkelse. Sørg hele tiden for at du kan flytte dejen - den må ikke hænge fast i bordet.
På den ene halvdel af cirkel fordeles et lag tomatsauce. Stop 0,5 cm før kanten, da calzonen skal kunne lukkes.
Drys med revet ost og fordel parmaskine, champignon og mozzarella på halvdelen. Drys med frisk oregano og basilikum.
Fold forsigtig den anden halvdel af dejcirkelen ind over fyldet. Pensl evt. kanterne med lidt vand, for at "lime" dem sammen.
(Beklager den manglende billedbeskrivelse her - youtube det!) Start i den ene side. Fold en lille snip dej ind over kanten. Og dernæst folder du den næste snip ind over. Så dejen hele tiden foldes ind over sig selv.
Pensl calzonen med vand. Prik lidt huller i låget med en gaffel.
Skru ovnen ned til 250 grader. Kom calzonen i ovnen og bag den ca. 8-10 min. Hold hele tiden øje med den.
Når den er sprød og gylden tages den ud.